Første gang du kommer hos Colonic, skal du udfylde et spørgeskema, som din behandler vil gennemgå med dig. Derfor vil vi bede dig om at ankomme 15 minutter før din tid, så du i ro og mag kan udfylde det, mens du nyder en kop the eller et glas vand. Derefter tager vi en snak om dine ønsker og forventninger til behandlingen, og du kan få svar på eventuelle spørgsmål.
I dit behandlerrum vil du få forklaret, hvordan dit fordøjelsessystem virker, og hvorfor du eventuelt har problemer. Du vil få en grundig vejledning i, hvordan selve tarmskylningen vil foregå, hvorefter behandleren vil forlade rummet. Når du har lagt dig til rette på den formstøbte, behagelige briks, indfører du let og smertefrit det lille engangs-plastikrør. Det er kun ½ cm i diameter, og det skal kun to cm op i endetarmen. Når du først har indsat røret, mærker du ikke mere til det. Når du ligger klar og tildækket, tilkalder du din behandler, som aldrig – på noget tidspunkt – vil se dig afklædt. Du er selv fuldstændig i kontrol under hele forløbet. Gennem et plastikrør, som er placeret ved siden af briksen, kan du selv følge med i det, der bliver frigivet under behandlingen, hvis du ønsker det.
Der forekommer normalt ingen smerter under en tarmskylning. Nogle vil dog opleve en form for ’mavekneb’ – som om man har luft i maven. Du får en dejlig varmepude og vælger selv, om du vil læse, se tv eller høre musik. Det er dig, der bestemmer. Behandlingen er fuldstændig lugtfri og 100 % hygiejnisk, og den tager ca. 40 minutter.
Alle behandlerrum har eget toilet, så du efter endt behandling kan sikre dig, at alt vand er ude. Hvert rum har desuden en knap, som du altid kan aktivere, hvis du vil tilkalde behandleren.
Efter din tarmskylning serverer vi et glas probiotika, som er et kosttilskud af de gode tarmflorabakterier. Du får også rådgivning om, hvad der er mest optimalt at gøre efterfølgende. Da en tarmskylning er en blid og skånsom behandlingsform, kan du både tage på arbejde og til træning bagefter.